subpage-bg
header-slider

Narrativ terapi

I narrativ terapi er fokus på din egen fortælling om dig selv, og vi arbejder i samtalen sammen på at udfolde de historier og konklusioner, som du har om din egen identitet, for at finde frem til, hvad der er vigtigt for dig.
Narrativ terapi er godt for dig, der ønsker at generobre dit eget liv, og som gerne vil komme videre og væk fra egne og andres negative beskrivelser og måske diagnoser, for i stedet bevæge dig i retning af noget bedre. Måden vi taler sammen på kaldes for “eksternaliserende” og hensigten er at adskille dig fra problemet. Problemet er problemet og ikke personen. Det betyder også, at vi sammen har fokus på at italesætte det der fungerer for dig. Dette, fordi vi dermed sammen skaber den platform, hvorfra du kan udforske nye muligheder og måder at se dig selv og din omverden på.

Narrativ terapi blev grundlagt i starten af 1980èrne i Australien af Michael White (1959-2008). Han og hans kollega David Epston fra New Zealand arbejdede innovativt med børn og deres familier. De beskrev terapiformen som de praktiserede, som den narrative metafor – der betoner, at alt hvad vi beskriver er baseret på sproget og de metafoer, der eksisterer i sproget.

I narrativ terapi antager vi, at man kan have for få og for tynde konklusioner om sin identitet, om hvem man er som menneske, og om hvem og hvad andre mennesker i ens liv står for og vil.
Narrativ terapi bliver betragtet som den mest effektive og mest etisk orienterede terapiform overhovedet, fordi narrativ terapi konstant forsøger at styrke og skabe fortællinger om de praksisser, hvori mennesker optræder som initiativtagere og som agenter i deres eget liv.

I narrativ terapi taler vi derfor meget om hvad der er vigtigt i livet. Når man oplever noget er et problem i sit liv, må der nødvendigvis være noget i livet, som er vigtigt, men ikke rigtigt kan realiseres og som måske endnu ikke er formuleret og struktureret i en fortælling – i et narrativ. Vi vil derfor sammen forsøge at fortælle forskellige historier fra dit levede liv frem. Menneskelig lykke kan indenfor denne retning siges at bestå ikke i antallet af positive og lykkelige historier du kan fortælle om dit liv, men om antallet af forskellige historier, som kan fortælles om livet og som derfor udtrykker forskellige aspekter af det, som du har gennemlevet som menneske. Af samme grund har den narrative terapi i høj grad sat sit fokus på traumatiserende oplevelser, som mennesker har haft og det har vist sig at have stor helende effekt at tale om oplevelserne på denne særlige måde.

En af metoderne som benyttes er det der kaldes eksternalisering. Ideen i eksternalisering er, at der sker en adskillelse af problemet fra personen. Populært sagt er problemet problemet og personen er personen.
I narrativ terapi inddrages ofte andre personer. Det vil derfor være naturligt at inddrage dine nærmeste som vidner, fordi hovedantagelsen i narrativ terapi er, at identitet ikke er et individuelt anliggende, men et socialt fænomen. Det er gennem responsen fra andre, at identitet bliver skabt. Det er igennem den måde, som man bliver set, bekræftet eller marginaliseret og defineret på, at identitet skabes og opretholdes. De vidner, som du måske tager med, vil jeg invitere til at indtage en publikumsposition til vores samtale. De skal kun respondere, når de bliver spurgt. Jeg giver dem en meget stram instruktion om hvad de må og ikke må. De skal være stille og lytte på en særlig måde, ligesom du til sidst, når jeg interviewer dem om hvad de særligt har hæftet sig ved i vores samtale, skal være stille og lytte til, hvor det har bragt dem hen i deres liv at lytte til din historie og hvad de måske får lyst til.