subpage-bg
header-slider

Supervision

Jeg tilbyder både individuel supervision og supervision til grupper.

I processen lægger jeg særlig vægt på, at supervisionen både skal være en lærerproces og en hjælp til de eller den konkrete problemstilling, som du medbringer.
Jeg superviserer primært psykologer, lærere og pædagoger – både individuelt og i grupper. Uanset hvilken faggruppe eller organisation,som jeg via supervisionsprocessen hjælper til øget refleksion og forandring, så har jeg en skærpet opmærksomhed på kontekst og kontraktafklaring.

Jeg er ekspert på supervision, men ikke nødvendigvis på det der ønskes supervision omkring. De referencerammer som jeg benytter (kognitive og systemisk-narrative) er udviklet indenfor en terapeutisk kontekst, og da supervision ikke er terapi, så overfører jeg dem til supervisions og konsultations kontekster på ærbødig vis.

Jeg superviserer oftest udfra en position,hvor jeg er decentreret med indflydelse, fordi jeg er interesseret i at lytte til og udvikle supervisandens foretrukne historie om sin professionelle identitet, sådan som den viser sig i samtalen. Når vi sammen indledende udforsker problemhistoriens kontekst og historie bliver det muligt for mig at få ideer om hvilke narrative eller andre tilgange der kan være brugbare, og dermed også hvilket fokus der kan være brugbart fremadrettet.

Når jeg vælger position og metode, tager jeg mange forhold i betragtning, blandt andet supervisandens italesættelse, relationen mellem mig som supervisor og supervisand og selvfølgelig også den kontekst, supervisionssamtalen foregår i.

Jeg betragter supervisorpositioner som midlertidige og derfor positionerer jeg mig fleksibelt og transparent i forhold til supervisionsindhold/ -tema og supervisandens ønske til mig, så jeg kan få mulighed for at være medskaber af det, der er brugbart i den konkrete supervisionssammenhæng.

Uanset hvilken teoretisk referenceramme, som jeg/vi vælger at benytte, så er mit sigte at bidrage til at mine supervisander kommer godt videre i forhold til den valgte arbejdsmæssige situation og i sin udvikling af faglige kvalifikationer.

Den supervision jeg yder tæller til kravene i supervisoruddannelsen for psykologer, og kan benyttes til at opnå specialistgodkendelse.

Her kan du læse min forskningsartikel om et supervisionsrum, der udvikler relationskompetencer hos medarbejdere.

Du kan også finde artiklen via dette link