Hypnoterapi kan beskrives som en kombination af psykoterapi og hypnose og er en tilstand af koncentreret opmærksomhed, som vi alle kan komme i mange gange dagligt.

Hypnose er i dag et anerkendt forskningsområde i neurovidenskaben, måske netop fordi vi idag ved at hypnose er et helt almindeligt og naturligt fænomen.

Du kender det, som når du falder i staver, mediterer, dagdrømmer, er i egne tanker eller når du er ved at falde i søvn eller lige er vågnet. Ved at fremkalde denne fysiske og mentale afslappede tilstand fokuserer vi sammen din opmærksomhed på kun det, som du vil arbejde med.

I behandlingsmæssige sammenhænge benyttes tilstanden til at afhjælpe en række fysiske og psykiske problemer.

Psykoterapeutisk anvender jeg primært hypnoterapi i behandlingen af fobier og andre angsttilstande, depression, søvnbesvær, spiseforstyrrelser og uhensigtsmæssige vaner.

Basale forudsætninger for den moderne kliniske anvendelse af hypnoterapi er:

  • at gå i en hypnotisk trancetilstand er ganske frivilligt
  • du bevarer kontrollen med, hvad du foretager dig. 
  • du kan ikke bringes til at handle på en måde, som du under andre omstændigheder ikke ville have gjort.