Supervision
Individuel supervision og supervision til grupper
Jeg superviserer primært psykologer, sagsbehandlere, lærere og pædagoger
– både individuelt og i grupper.
Uanset hvilken faggruppe eller organisation, som jeg via supervisionsprocessen hjælper til øget refleksion og forandring, har jeg en skærpet opmærksomhed på kontekst og kontraktafklaring.
I ledersupervision har jeg et særligt blik på ledertrivsel, lederudvikling og ledelse af psykisk arbejdsmiljø.
Jeg er ekspert i supervisionsprocesser, men ikke nødvendigvis på det der ønskes supervision omkring. Jeg ved med andre ord ikke altid hvad der skal gøres i praksis, men jeg ved hvordan vi sammen kan undersøge det der er uklart, så nye handlinger kan træde frem.
De referencerammer som jeg primært benytter (kognitive og systemisk-narrative) er udviklet indenfor en terapeutisk kontekst, og da supervision ikke er terapi men et særligt læringsrum, overfører jeg dem til supervisions og konsultations konteksten på ærbødig vis, så vi sammen kan blive klogere både på det der lykkes og på det der måske bøvler.
Jeg superviserer oftest udfra en position, hvor jeg er decentreret med indflydelse, fordi jeg er interesseret i at lytte til og udvikle foretrukne historier om professionelle identiteter.
Position og metode
Jeg betragter supervisorpositioner som midlertidige og derfor positionerer jeg mig fleksibelt og transparent i forhold til supervisionens indhold og tema og de ønsker der er til mig som supervisor, så jeg kan få mulighed for at være medskaber af det, der er brugbart i den konkrete supervisionssammenhæng.
Uanset hvilken teoretisk referenceramme og metode vi benytter, så er mit sigte altid at bidrage til at mine supervisander kommer godt videre i forhold til den valgte arbejdsmæssige situation og i udviklingen af faglige kvalifikationer.
Supervision er med mig mere end case-konsultation.
Supervisionen udvikler færdigheder og hjælper med at holde faglig retning og ikke mindst så berører den belastninger og usikkerheder med arbejdet, så praksis kan få plads og udvikles.
Min erfaring er at jo længere vi arbejder med mennesker, desto tydeligere bliver det, hvor meget der er, som vi ikke ved og som vi har brug for supervision på og af.
Jeg er godkendt supervisor på specialistniveau, så den supervision jeg yder kan benyttes til at opnå specialistgodkendelse som psykolog i psykoterapi samt arbejds og organisationspsykologi.